For det meste af tiden, lukker jeg ned. Gemmer mig i mit hjørne, bagerst i det kolde rum. Jeg trykker på Pause, men verdenen fortsætter, det er kun mig der stopper og bliver stående. Jeg tager ét skridt ad gangen, så jeg ikke snubler. Jeg smiler, opfører mig fjollet, griner højt og alt det andet som forlanges af mig, som forlanges af os alle sammen, så folk ikke bemærker eller ser smerten, der virkelig er der. Jeg er så god til, bare at lade tingene ske, gøre hver eneste dag ens, fordi det er lettere. Jeg gør ikke noget spontant, fordi jeg ikke har lyst. Men mest fordi tanken om, at det vil få konsekvenser og at tingene kan blive ændret af den ene spontane ting, er for skræmmende. Jeg kan ikke håndtere forandringer, derfor er alting altid det samme og derfor ændrer jeg mig ikke. Jeg føler tit at verdenen forandrer sig for hurtigt. Jeg er ved at tage mine mundtlige eksamener, og når den sidste er færdig, samt dimissionen, skal jeg aldrig mere sætte mine ben på den skole jeg har gået på, siden jeg var 6 år gammel. Det er en forandring som skræmmer mig helvedes meget. Tanken om at de ti år på den skole, nu kun er en side i min livshistorie, er så skræmmende at jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere det. Men jorden drejer stadig rundt, i det samme tempo som altid, selvom det lige nu føltes, som om nogen har trykket på Spol knappen. Jeg vil gemme mig væk lidt endnu, undgå mine mails og sms'er, slukke for tv'et og lukke øjnene. Jeg vil læne mig op ad muren i hjørnet og lade mørket omfavne mig, bare lidt endnu, lade resten af befolkningen på jorden få det sidste ud af deres søndag, og bilde mig selv ind, at alting er på Pause.
