#11

Det er helt utroligt at jeg ikke har tømmermænd fra festen i går/nat, da jeg var med til at spille Gud (et drukspil), og min venindes plan var at få mig under bordet. Men selvom jeg slap for tømmermænd, har jeg stadigvæk slappet af hele dagen i dag.

Hvor var det skønt at se min veninde igen, jeg ser hende ikke særlig tit, kun et par gange om året. Hver gang jeg er sammen med hende, indser jeg hvor meget jeg faktisk savner hende. Det er helt utroligt.

Sommerferie

Blogningen har der ikke været meget af her på det sidste, men nu hvor alle mine eksamener er overstået og jeg har sommerferie, så vil der komme flere indlæg. Og jeg håber godt nok at vejret bliver noget bedre, for det er ikke ret fedt at have sommerferie når det er koldt og regner konstant.

Jeg glæder mig til at kobberbryllupet og dimissionen er overstået og varmen kommer (eller i det mindste at regnen forsvinder..), så jeg rigtig kan nyde at have ferie.

Pause

For det meste af tiden, lukker jeg ned. Gemmer mig i mit hjørne, bagerst i det kolde rum. Jeg trykker på Pause, men verdenen fortsætter, det er kun mig der stopper og bliver stående. Jeg tager ét skridt ad gangen, så jeg ikke snubler. Jeg smiler, opfører mig fjollet, griner højt og alt det andet som forlanges af mig, som forlanges af os alle sammen, så folk ikke bemærker eller ser smerten, der virkelig er der. Jeg er så god til, bare at lade tingene ske, gøre hver eneste dag ens, fordi det er lettere. Jeg gør ikke noget spontant, fordi jeg ikke har lyst. Men mest fordi tanken om, at det vil få konsekvenser og at tingene kan blive ændret af den ene spontane ting, er for skræmmende. Jeg kan ikke håndtere forandringer, derfor er alting altid det samme og derfor ændrer jeg mig ikke. Jeg føler tit at verdenen forandrer sig for hurtigt. Jeg er ved at tage mine mundtlige eksamener, og når den sidste er færdig, samt dimissionen, skal jeg aldrig mere sætte mine ben på den skole jeg har gået på, siden jeg var 6 år gammel. Det er en forandring som skræmmer mig helvedes meget. Tanken om at de ti år på den skole, nu kun er en side i min livshistorie, er så skræmmende at jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere det. Men jorden drejer stadig rundt, i det samme tempo som altid, selvom det lige nu føltes, som om nogen har trykket på Spol knappen. Jeg vil gemme mig væk lidt endnu, undgå mine mails og sms'er, slukke for tv'et og lukke øjnene. Jeg vil læne mig op ad muren i hjørnet og lade mørket omfavne mig, bare lidt endnu, lade resten af befolkningen på jorden få det sidste ud af deres søndag, og bilde mig selv ind, at alting er på Pause.

Det er altså ret trist..

Det er ret trist at have læseferie, når vejret er koldt og trist. Jeg savner de dage med sol og is ude i haven. Jeg savner at hoppe igennem vandsprederen for at blive kølet ned og se min hund stikke hovedet ned i strålerne, og prøve at drikke alt vandet. Jeg savner at kunne flade ud på tæpper i haven og drikke ice tea, læse og kigge på skyerne, imens jeg hører musik fra min lillesøsters gamle radio. Vi er i juni og her hvor jeg bor, er solen for tiden gemt bag et lag af hvide skyer, og hverken dens lys eller varme, kan nå os mennesker nede på jorden. Det er altså virkelig trist.

#10

Min mave er fyldt til randen med nervøsitet, det har den været siden søndag aften. I morgen skal jeg til min første mundtlige eksamen, også endda i Fysik/Kemi. Mit hjerte banker allerede vildt og tosset. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og vil helst ikke have det til at blive onsdag. Jeg er bange for at mine ord ikke vil komme ud, at jeg får propper i ørerne og at mit syn bliver slørret, noget der altid sker når jeg bliver nervøs. Jeg tror bare jeg vil lægge mig i min seng, høre et par beroligende sange og håbe på, at jeg får en god nats søvn. I morgen bliver forfærdelig, men samtidig god. For når klokken er 10:20, er jeg forhåbentlig på vej ud af lokalet og med tanken om at der så kun er 3 eksamener tilbage.